Universidad Carlos III de Madrid

Nu skal i lige høre lidt mere om mit universitet. Jeg har undervejs fortalt jer om at de ikke har styr på noget som helst og flere gange ikke har kunnet finde mig i deres system.
Helt overordnet synes jeg det er et cirkus. Jeg har aldrig før oplevet noget så uprofessionelt i hele mit liv. Jeg synes det er helt grotesk at de kan tage så let på så mange ting. Som studerende bliver vi behandlet som børn. Der absolut ingen tillid, som vi er vant til hjemmefra. I Danmark er alle universitet studerende bekendt med begrebet "ansvar for egen læring", men det tror jeg aldrig de har hørt om i Spanien.
Jeg kan også fortælle jer at underviserne 10 ud af 10 gange = ALTID kommer for sent.
Inden jeg tog afsted hørte jeg forskellige steder og læste mig til at Carlos III er et rimelig anerkendt universitet i Europa, men det forstår jeg simpelthen ikke grundlaget for. Niveauet er helt vildt lavt. Alt er udenadslære, hvor vi jo i modsætning i Danmark har flest open book eksamener. Spanierne er jo ved at falde om når de hører at vi ikke behøver komme til vores undervisning, og at vi må have vores computer og vores bøger med til eksamen. Hvad de ikke tænker på er at vores eksamener er tilpas meget sværere, og at vi rent faktisk skal bruge og anvende det vi lærer, og ikke bare huske teorien udenad. Jeg vil påstå at spanierne ikke ville holde en uge i vores skolesystem.
De studerende er meget unge på uni hernede. De to spanierne jeg var i gruppe med var begge 18 år. De er altid utrolig højtlydte og meget barnlige. De smider folk ud af deres grupper som de vil, og det går ofte ud over Erasmus studrende. Det er sket 4 gange på mit hold. Det var lige ved at ske for mig to dage før vores fremlæggelse, men jeg brokkede mig og satte dem på plads. Skide teenagere!

Et billede af campus. Det er ikke særligt inspirerende og meget kedeligt design/arkitektur og udsmykning. Der er nogle steder en smule græs man kan sidde på, men ellers er der grå fliser næsten over alt.

Og så er hele campus hegnet ind. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg føler lidt jeg er i fængsel når jeg er derude. Eller som om vi er små børn der ikke må løbe væk. 

Dette er det første syn man møder når man kommer til universitetet, og formentlig også det pæneste.

Og så var der jo min eksamen i fredags, som var helt til grin. Jeg havde læst rigtig godt op til den, og brugt mange dage på at gå alt materialet i gennem. Jeg var virkelig spændt på det fordi jeg havde ingen anelse om hvad der skulle foregå. På eksamensplanen stod der hvor vi skulle møde op og at eksamen var kl. 9-12. Cirka 12 minutter over 9 kommer underviserne så og låser lokalerne op. Folk fordeler sig i de to lokaler og de finder ud af at der ikke er plads til alle. 10-15 stykker står uden en plads og de skal til at lede efter endnu et ledigt lokale. Men hvorfor har de ikke fundet ud af sådan noget på forhånd? Det er jo grotesk!

Christina, som min underviser hedder, kommer ind i vores lokale og begynder at råbe en masse. Mest omkring at vi skal tage alt væk fra bordet og alle tasker ud til siden. Hun deler blank papir ud til alle som også tager cirka 5 minutter. Derefter deler hun eksamensopgaver ud til os Erasmus studerende og siger vi lige skal skrive spørgsmålene over på et stykke papir fordi der er ikke kopier nok til alle, så vi skal lige dele dem videre...??? Jamen helt ærligt! Jeg skrev de 4 spørgsmål over og delte min videre til en af de andre. Håbløst!

Hun snakkede lidt igen og fortalte os at vi havde en time og et kvarter til at besvare opgaven. What? Det er godt nok ikke meget. Endelig kunne vi gå i gang, 35 minutter forsinket. Det hele virkede så tilfældigt, useriøst og uprofessionelt. Heldigvis synes jeg det gik fint og jeg fik svaret godt på alle spørgsmålene. Bagefter snakker vi danskere sammen udenfor og vi finder ud af at Lærke har haft en anden eksamen end os andre. Hun har simpelthen ikke givet os den samme, hvilket virker meget underligt. Allerede tre dage efter kom der svar og jeg er bestået, så jeg er glad og tilfreds. Nu er det overstået!

Jeg er helt sikker på at jeg ikke ville have været oplevelsen foruden, for jeg har lært at sætte meget mere pris på Aarhus Universitet, selvom det også ofte giver besvær og ulejlighed. Men jeg kan helt ærligt sige at jeg absolut ikke kommer til at savne UC3M. Beklager min (snært af) negativitet, men jøsses et freakshow!