Den svære afsked...

Tiden er kommet til der hvor vi begynder at sige farvel. Sidste mandag tog Flo afsted. Hun skulle afsted hen på eftermiddagen og var hjemme om formiddagen hvor hun var rigtig ked af det og græd hele tiden, så jeg fik simpelthen så ondt i maven over at skulle sige farvel til hende. Selvom hun glædede sig rigtig meget til at skulle hjem til sine venner og familie i Paris, så var hun trist over at skulle forlade Madrid. Jeg var den eneste hjemme da hun tog afsted, og jeg kunne ikke lade være med at fælde en lille tåre.

I lørdags flyttede Maria til en anden lejlighed. Hun var på besøg senere på aftenen lørdag til Tildes fødselsdag, så det føltes ikke rigtigt som om hun var flyttet. Vi sagde farvel da hun tog hjem sent på aftenen. De sidste to måneder har vi næsten ikke set Maria og jeg føler mig slet ikke så knyttet til hende som nogle af de andre piger, så det var ikke så hårdt at sige farvel.

I fredags fik vi faktisk en ny roomie. Nick kommer fra New Jersey i USA, men studerer på MIT i Boston. Han er i Madrid i to måneder for at lave forskning på et universitet hernede. Han bliver betalt for det, så tror han er rimelig dygtig, da han kun er 20 år. Han prøvede den anden dag at forklare hvad han skal lave og jeg var tabt efter 20 sekunder. Det er meget teknisk og indviklet, men jeg forstod at det er inden for biokemi, og han forsker i anti-kræft metoder. Det er rigtig underligt at have en ny beboer, fordi man skal på en måde starte forfra, og det føles ikke rigtigt som hjem mere fordi der er en fremmede i lejligheden. Han er super sød og nem at snakke med. Han prøver ikke at presse sig på hos os, men er meget let at omgås, så det er godt. Han var med i parken i lørdags og med i byen om aftenen, for han kender ikke rigtigt nogen hernede endnu. Selvom vi alle snakker meget med ham og han er flink, så kan jeg mærke at jeg ikke gider bruge mange kræfter på at lære ham at kende, når jeg alligevel skal hjem om 4 dage.

I dag kom så den sværeste afsked der formentlig bliver. Céline skulle hjem til Holland. Jeg er blevet så glad for den pige. Hun får mig altid til at grine med skøre påfund eller kommentarer. Hun er meget ærlig og siger præcis hvad hun mener. Der bliver ikke lagt låg på noget som helst.
I går aftes var Tilde, Caroline, Céline og jeg ude og spise på La Musa (som jeg havde fået anbefalet af en veninde), for at have en sidste aften sammen. Det er et kanon godt sted, og maden er virkelig lækker. Her er de bedste ting derfra:

La Musa havde de mest firkantede isterninger jeg nogen sinde har set

En fællesskål hvor Céline selvfølgelig skulle lave ansigter

Céline fik disse pæne ruller med rucola, carpaccio, parmesan og tomat, med aioli og pesto på siden

Jeg fik to tapas retter. Først disse tomat "fritter" med ost og grønt, samt noget sødt snask til at dyppe i. Lækkert!

Derefter fik jeg Bombas som jeg havde fået anbefalet. Det er kartofler med kødsovs og dressing i forskellige former. Endnu mere lækkert.

Jeg havde fået at vide at jeg SKULLE prøve en dessert, så jeg valgte tjenerens favorit som var denne Chocolatissimo. En chokoladeBOMBE bestående af en meget kraftig mørk chokoladekage med flydende hvid chokolade ved siden af. Mums mums mums. Jeg var virkelig mæt da jeg gik derfra, men det var det hele værd. Nogle gange må man godt...

Hjemme i lejligheden igen så vi Spice World, fordi Caroline aldrig har set den. Det er måske 10 år siden jeg har set den, og det var helt nostalgisk at huske tilbage på da man var barn/teenager og synes Spice Girls var de sejeste. Den var dog meget dårligere end jeg huskede den. Den er virkelig åndssvag, men det var stadig sjovt at se fordi den minder mig om min barndom. Nick kom hjem og så med i lidt tid, men gik hurtigt i seng fordi han synes den var for plat. Den er vidst ikke til fyre...

Vi havde generelt en rigtig dejlig aften. 

I dag var så dagen Céline skulle afsted. Hun brugte formiddagen på at pakke det sidste. Jeg kunne godt mærke at min mave vendte sig på hovedet og jeg fik en klump i halsen. Derefter spiste vi frokost sammen i køkkenet og sad og snakkede indtil kl. var 13 og hun skulle til at mod lufthavnen.

Vi fulgte hende til en taxa på Tirso de Molina, og allerede på vej ned af trappen kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Det var virkelig, virkelig hårdt at sige farvel og se hende køre herfra. Det kom meget bag på mig at jeg reagerede sådan. Jeg troede jeg var mere klar på det end jeg egentlig var, så jeg blev overrasket over mig selv. Så nu er hendes værelse tomt og her er så stille synes jeg...

Vi har allrede planer om at jeg skal komme til Holland og besøge hende, så håber ikke ventetiden bliver for lang.

I morgen flytter Ida ind på Célines værelse. Hun skulle flytte ud af sin lejlighed d. 1/5, men har stadig eksamener, så de sidste to uger hun er her, bor hun her hos os. Og jeg er rigtig glad for at der er en mere at snakke med. Og Ida er bare skide sød, så det bliver hyggeligt. 

Her til aften er Marie lige kommet hjem efter 10 dage i Marokko. Hun er næsten blevet helt sort efter så meget sol. Dejligt at have hende tilbage. 

Næste afsked er mig selv der tager afsted, og jeg tror ikke det bliver så hårdt, for jeg er virkelig klar til at komme hjem nu. Kom fredag, kom fredag, kom fredag!