onsdag den 20. februar 2013

1 måned

Er der virkelig allerede gået en måned? Datoen lyver jo ikke. Det er præcis en måned og et par timer siden at jeg ankom her i lejligheden første gang. Det er jo fløjet afsted synes jeg. Men på den anden side virker det som evigheder siden at jeg forlod Danmark, når jeg tænker på alt det der er sket siden og alle de nye mennesker jeg har mødt. Det er lidt en ny verden for mig, eller hvert fald et nyt kapitel af mit liv. Så det "gamle" liv i Århus og i Gjellerup hos familien, virker meget langt væk.

Natten til i dag kunne jeg ikke sove før kl. 4. Jeg blev mere og mere frustreret fordi jeg skulle op kl. 8, og jeg fungerer ikke ret godt i skolen når jeg er træt. Jeg havde det rigtig skidt i morges, men det blev bedre i løbet af formiddagen og dagen er faktisk gået hurtigt og har slet ikke været så slem som jeg regnede med. Jeg er egentlig ret vild med indholdet i mit marketing fag. Til holdundervisningen så vi en masse klip af gamle reklamer omkring trafiksikkerhed. Det er sjovt at se forskellen på reklamer fra 1964 og så op til i dag. Vi skal lave en kampagne, eller hvert fald et udkast/ide til en kampagne, som vi skal præsentere på klassen. Der er dannet nye grupper til dette projekt, og jeg er nu sammen med nogle piger som jeg ikke rigtigt ved hvad hedder, og så Guillermo igen. Vi skal mødes på lørdag og snakke om det. I dag skulle vi jo aflevere den gruppeopgave som jeg arbejdede på i weekenden. Jeg sendte min del til Miguel, som ville sætte det hele sammen og aflevere det. Jeg skrev i mailen til ham at han var velkommen til at rette i det, alt det han ville. Jeg havde absolut ingen fornemmelse af hvad der er forventet af os til sådan en opgave. Efter timen i dag kom han hen og sagde at han synes det jeg havde skrevet var virkelig godt. Han sagde faktisk at det var perfekt. Jeg nægter dog at tro at der ikke var nogle sproglige fejl som han har rettet i. Men jeg fik ros for mit arbejde af en spanier... Det kan jeg leve længe på.

I aften har Tilde lavet Tiramisu til hele banden herhjemme, og det siger man jo ikke nej til. Så der var fælles dessert i lejligheden i dag. Bagefter bestilte jeg flybilletter til Danmark. Aarhus Universitet kræver desværre min tilstedeværelse mandag d. 22. april. Lort og lagkage! Men det betyder at jeg lige kan komme hjem nogle dage og sige hej til dem jeg savner allermest. Så jeg kommer til Billund torsdag den 18. april om aftenen og flyver retur til Madrid tirsdag den 23. april midt på dagen. Jeg går glip af to timers sprogkursus om mandagen, men det kan desværre ikke undgås. 

Céline min hollandske roommate læser til designer. Hun har fået en praktikplads hos en spansk designer der hedder Agatha Ruiz de la Prada. Chef designeren, Agatha Ruiz, er en ældre, skør dame. Lidt ligesom i The Devil Wears Prada. Fx nægter hun at dele elevator med folk, så hvis hun skal bruge elevatoren, må alle andre vente. Hun gider heller ikke se på at andre mennesker spiser, så hvis hun er på kontoret, skal man gå udenfor for at spise. Céline fortalte at der i forgårs var en ansat der blev fyret fordi hun lavede et opkald fra kontoret til Italien, og det er for dyrt så hun blev fyret. Bum. Det var ikke noget privat opkald, men omhandlende et kommende modeshow. Ligemeget, hun blev fyret med det samme. Det er en hård branche på mange måder.
Céline startede mandag morgen og har kun været hjemme for at sove siden da. I denne uge er det nemlig modeuge i Madrid, så der er ekstra travlt. Modeugen er ikke særlig kendt internationalt, men jeg synes alligevel det er ret sejt. Modeshowet var her til aften, og hun er lige kommet ind af døren efter en 13 timers arbejdsdag. Det var gået rigtig godt, men modellerne har været ret umulige at samarbejde med. Hun har også været til et andet show, hvor hun fik en goodiebag og har givet mig nogle af tingene derfra, fancy fancy. Eller det vil sige at det er spansk modemagasin og en fin kalender. Men gratis ting er altid en glæde for mig. I morgen vil hun prøve at høre sin supervisor om hun kan få billetter til nogle andre shows og har lovet at tage mig med hvis det kan lade sig gøre. Jeg krydser mine fingre så godt jeg kan. Har aldrig været til modeuge og det ville da være fedt at prøve, selvom det "bare" er i Madrid.
Firmaet hun arbejder hos laver noget skørt og meget farverigt tøj. Det er ret anerkendt i Spanien, men jeg havde aldrig hørt om det før. Lige for at vise et eksempel fra et tidligere modeshow:
Det er vidst mere kunst end det er mode. Det her er jo ikke fra en kollektion, men kun til shows. Alt på kontoret er i farver, og gulvene er pink. Jeg synes det hele lyder rigtig spændende. 

Det var en lang smøre i dag. Godnat til jer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar