Øv!

Det var ikke kønt at se på. Jeg fortryder at vi ikke blev hjemme for at se kampen. Så ville det være lidt nemmere at zappe væk. Vi sad på en bar med en masse spaniere og vi blev mere og mere stille, alt i mens der blev råbt ¡Vamos! den ene gang efter den anden når spanierne scorede. Da vi var bagud med 16 mål besluttede vi at vi havde set nok. Jeg betragter ellers mig selv som en trofast fan, men når absolut ingen af de danske spillere havde valgt at møde op på arbejde i dag, så kunne jeg heller ikke se nogen grund til at jeg skulle blive ved med at se på deres mislykkedes kaste/gribe øvelser. Det lignede mest af alt en meget useriøs trænings time. For nogle dage siden lød målsætningen på at vi skulle have medaljer med hjem. Det var som om at nu hvor medaljerne var sikret, så kunne det være ligemeget af hvilket metal det blev. Jeg ved godt det er søndag og alt sådan noget, men hvor var det ærgerligt at drengene allerede havde givet op på forhånd. Ingen turde gøre noget, og når noget blev gjort, så gik det galt.

Så er vi klar

I starten af kampen, da der stadig var optimisme...

... men så blev det grimt. Få minutter senere, tog vi hjem.

Hatten af for Spanien. De var tændte og klar til kamp. Deres spil lykkedes, og med hjemmebanefordel var de hele tiden 3 skridt foran. Stort tillykke. Og så snakker vi ikke mere om det!